Studie-og ordensregler

Om studie- og ordensregler

Formålet med Studie- og ordensreglerne er at understøtte og fremme Nordfyns Gymnasiums mål, herunder at sikre et godt arbejds- og undervisningsmiljø for både elever og ansatte.

Studie- og ordensreglerne skal således understøtte gymnasiets værdier og fremme ansvarlighed, trivsel og læring både fagligt, socialt og personligt. Den enkelte elevs adfærd har betydning for fællesskabet, og derfor forventes det, at alle udviser respekt, ansvar og hensyn i omgang med hinanden og i forhold til gymnasiets fysiske og digitale rammer.

Studielivet på Nordfyns Gymnasium bygger på gensidig tillid og aktiv deltagelse. Ingen må udsættes for, eller selv udsætte andre for, krænkende, nedværdigende eller ekskluderende adfærd. Alle skal bidrage til, at gymnasiet er et sted, hvor man trygt og engageret kan være, lære og udvikle sig.

 

Studie- og ordensreglerne for Nordfyns Gymnasium bygger på de gældende love og bekendtgørelser for gymnasiale uddannelser til LBK nr 1003 af 28/08/2024 og Bekendtgørelse om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser BEK nr 316 af 27/03/2025.

De skal ses som en ramme, der understøtter trivsel, faglighed og fællesskab. Det er i alles interesse, at reglerne efterleves med ansvar, omtanke og respekt – og at gymnasiet forbliver et sted, hvor unge kan udvikle sig og lykkes.

Ordensreglerne er godkendt af henholdsvis MIO og bestyrelsen i august/september 2025.

Rektor Malene Grandjean

Undervisningen er det centrale omdrejningspunkt for skoledagen, og du har som elev mødepligt til alle former for undervisning, herunder ekskursioner, fællesarrangementer og samlinger.

Du forventes at møde rettidigt til undervisningen og udvise respekt for samarbejdet, så andre elevers lyst til og mulighed for at deltage ikke bliver begrænset. F.eks. skal du undgå, at din mobil forstyrrer i klassen, ligesom du heller ikke unødigt skal gå til og fra lokalet i timerne.

Undervisningen kan i visse tilfælde ligge uden for den normale undervisningstid, og i så fald informeres du mindst tre uger forinden. Aktiv deltagelse indebærer, at du møder velforberedt, afleverer opgaver til tiden og respekterer undervisningens rammer, herunder at mobiltelefoner kun bruges efter aftale med læreren og at mad og drikke kun indtages i pauser eller efter aftale.

Det forventes, at du udviser respekt for underviserens rolle og for andres ret til ro og koncentration i undervisningsrummet.

Som udgangspunkt har alle elever i 1g og 2g fire moduler mandag og onsdag og tre moduler de øvrige dage. Dette giver tid til at deltage i frivillige aktiviteter på skolen i 4. modul om tirsdagen og torsdagen. I 3g betyder valgfagsstrukturen, at der også er undervisning i 4. modul om tirsdagen.

Lærere og elever kan efter behov aftale ekskursioner eller lignende ud over det normale skema.

Du forventes at læse lektier og møde velforberedt til undervisningen. Du skal regne med at bruge gennemsnitligt en halv time pr. modul til almindelige lektier.

Når et modul er afholdt, indskriver læreren lektier senest kl. 16, hvis næste modul allerede ligger dagen efter. Læreren indskriver senest kl. 18, hvis næste modul ligger to dage efter. Ellers indskriver læreren lektier senest dagen efter det afholdte modul inden kl. 16.

Lærerne ajourfører løbende undervisningsbeskrivelserne på Lectio, så alle holdets elever kan se, hvad der er gennemgået i de enkelte forløb.

Ved siden af de almindelige lektier skal du afsætte tid til at lave skriftlige afleveringer. Lærerne i din klasse koordinerer, så der ikke ligger for mange skriftlige afleveringer i enkelte uger. Når lærerne koordinerer i god tid, kan de undgå at skulle begynde at flytte opgaver i sidste øjeblik. Afleveringerne har et omfang på samlet op til 8 fordybelsestimer pr. uge i 1.g og 12 fordybelsestimer pr. uge i 2.g og 3.g, medmindre læreren har aftalt andet med klassen/eleven. I fag med skriftlig eksamen overskrider fordybelsestiden for enkeltopgaver aldrig varigheden af den skriftlige eksamen i faget. I fag uden skriftlig eksamen er fordybelsestiden for enkeltopgaver aldrig højere end fem timer.

Du får opgaveformuleringerne til afleveringsopgaver i god tid på Lectio, og derfor har du også selv ansvar for at planlægge dit arbejde, så du ikke bliver overbebyrdet. Ved afleveringsopgaver på to timers fordybelsestid eller mindre skal opgaveformuleringen lægges op mindst en uge før. Ved afleveringsopgaver på mellem to og fire timers fordybelsestid skal opgaveformuleringen lægges op mindst to uger før. Større opgaver skal lægges op mindst tre uger før. Disse frister kan fraviges, hvis læreren aftaler andet med klassen.

Som udgangspunkt giver lærerne respons på alm. afleveringsopgaver senest 2 arbejdsuger efter aflevering. Respons i forbindelse med større opgaver som DHO og SRO gives i forbindelse med den efterfølgende mundtlige evaluering.

Fravær registreres i Lectio, og alle elever skal angive årsagen til fravær. Sygdom, læge- og tandlægebesøg samt særlige begivenheder tæller stadig med som fravær, selv om de kan være legitime. Der skelnes mellem fuldt og delvist fravær. Hvis du ikke er til stede ved registreringen, noteres der som udgangspunkt 100% fravær. Herefter er det dit ansvar at kontakte læreren, hvis fraværet skal korrigeres. Ved gentaget eller omfattende fravær vil gymnasiet reagere med
samtale og eventuelt sanktioner.

Ved fravær fra eksaminer eller årsprøver skal gymnasiet kontaktes straks, og ved sygdom kræves der lægeerklæring, hvis der skal kunne indstilles til sygeeksamen. Fravær, der skyldes godkendte skoleaktiviteter, såsom elevrådsarbejde, ekskursioner eller deltagelse i idrætsstævner, godskrives, når det er dokumenteret. Ved fritagelse fra idrætsundervisning kræves lægefaglig dokumentation. Læs mere i vores Fastholdelsesstrategi.

Alle skriftlige opgaver skal afleveres rettidigt og være resultatet af dit eget arbejde. For sent afleverede opgaver vil blive noteret, fraværet fjernet, men feedback gives ikke nødvendigvis i samme omfang. Ved gentagne manglende eller forsinkede afleveringer kan der iværksættes sanktioner. Procedure fremgår af gymnasiets fastholdelsesstrategi.

Snyd, herunder plagiat, brug af AI uden tilladelse eller samarbejde uden tilladelse, behandles alvorligt. Ved mistanke kontaktes eleven, og ledelsen tager stilling til eventuelle konsekvenser. Første tilfælde medfører typisk en mundtlig advarsel, andet en skriftlig advarsel og tredje gang en sanktion, som kan være bortvisning, -3 i karakter, tab af SU eller eksamen på særlige vilkår.
Læs mere om dette i vores Fastholdelsesstrategi.

Lærerne evaluerer løbende undervisningen i overensstemmelse med læreplanernes krav, dog mindst to gange årligt. Læreren drøfter resultatet med eleverne og følger op på evalueringen i samarbejde med klassen/holdet.

Fra mandag til fredag skal du dagligt orientere dig i skolens studieadministrative system Lectio. Her informeres blandt meget andet om skemaændringer, hvis f.eks. en af dine lærere er syg eller af anden grund er forhindret i at møde til undervisningen.

Elever og ansatte er fælles om at holde gymnasiets bygninger og udearealer pæne og funktionelle. Affald skal smides i skraldespande, og møbler i kantine og klasselokaler sættes på plads efter brug. Når et undervisningslokale forlades, skal stolene hænges op under bordene.

Musik i fællesarealer må kun spilles i pauserne, og kun i det omfang det ikke generer undervisning. Der er mødepligt til samlinger og fællesarrangementer, som er en integreret del af skoledagen.

Du skal selv medbringe en bærbar computer til fagligt arbejde i timerne. Læreren kan dog beslutte, at computerne skal være lukkede i kortere eller længere tid i undervisningen. Medmindre andet er aftalt, er ikke-faglig aktivitet på computerne ikke tilladt i undervisningen, fordi det forstyrrer både dig selv og andre i lokalet.

Du skal som elev placere din slukket mobiltelefon i telefonrammen i lokalet fra modulets begyndelse. Læreren kan give tilladelse til brug af mobiltelefonen i undervisningen, hvis det har faglig relevans.

Høretelefoner er kun tilladt i undervisningen, hvis læreren har givet lov til at bruge disse.

Gymnasiet udlåner bøger og materialer til eleverne, og det forventes, at du som elev passer på disse. Beskadigede eller ikke-afleverede bøger skal erstattes. Det samme gælder for ødelagt IT-udstyr. Eventuelle fejl på gymnasiets udstyr meldes straks til IT-afdelingen.

Nordfyns Gymnasium er en røgfri skole. Det betyder, at rygning inklusive e-cigaretter ikke er tilladt på gymnasiets område, hverken indendørs eller udendørs. Det samme gælder snus.

I undervisningstiden er det ikke tilladt at indtage eller være påvirket af alkohol eller andre rusmidler. Ved arrangementer uden for undervisningstiden kan der dispenseres fra alkoholforbuddet, men kun med rektors godkendelse. Gymnasiet følger den fælles alkoholpolitik for fynske gymnasier, og der er følgende fælles alkoholkodes:

Som led i den generelle dannelse, afvikler gymnasiet forskellige arrangementer med både et fagligt, dannende og socialt aspekt, herunder studieture, cafearrangementer og fester. Disse skal være inkluderende og foregå i en ånd af fællesskab. Alkoholindtagelse skal ikke være den dominerende faktor – Det skal fællesskabet.

Der afvikles højst fem elevfester, en 3.g-gallafest samt højst fem fredagscaféer i løbet af et skoleår, og der er altid personale samt ledelsesrepræsentanter ved alle arrangementer. Der er gratis vand tilgængeligt ved arrangementerne. Elever, der ved deres adfærd viser at have indtaget for meget alkohol, vil blive hjemsendt. Der udskænkes aldrig drikke med alkoholprocent højere end 5% ved fester. Dog kan der ved fester, hvor forældre deltager, middagen ved gallafest og ved reception i forbindelse med dimission, udskænkes vin.

Studieture indgår i den almindelige skolehverdag, og derfor er alkoholindtagelse i denne forbindelse ikke tilladt. Dog kan der efter aftale mellem ledelsen og de deltagende lærere dispenseres herfor i begrænset omfang.

Det forventes i øvrigt, at aktiviteter, som eleverne er del af og hvor de fremstår som repræsentanter for gymnasiet, afvikles sobert og ordentligt. Gymnasiet er ikke direkte ansvarlig for adfærd i disse sammenhænge, da de finder sted uden for skoletiden, men påtager sig et ansvar som oplysende partner, ved at forsøge at påvirke eleverne til god, respektfuld og fornuftig adfærd. Gymnasiet søger særligt gennem oplysning at påvirke elevers indbyrdes kommunikation om alkohol og arrangementer på sociale medier m.v., så denne kommunikation bliver så inkluderende som muligt og udtrykker, at alle er velkomne i fællesskabet.

Ved deltagelse i studieture og ekskursioner gælder gymnasiets almindelige regler, og du er som elev forpligtet til at følge lærernes anvisninger. Elever, der deltager i arrangementer som repræsentanter for gymnasiet, uanset om det er i lokalsamfundet, udlandet eller i fritiden, forventes at optræde ansvarsfuldt og respektfuldt.

I udgangspunktet er dagsekskursioner gratis. For at begrænse dine omkostninger til ekskursioner og lignende har gymnasiet afsat betydelige midler til at støtte sådanne aktiviteter. Til længerevarende ekskursioner så som studierejsen i 2.g vil der være en egenbetaling (typisk 4.500kr.), og det er derfor en god idé at begynde at spare op til denne allerede i 1.g.

Ved overtrædelse af gymnasiets Studie- og ordensregler kan gymnasiet iværksætte sanktioner. Dette kan ske i form af mundtlige eller skriftlige advarsler, tab af SU, eksklusion fra aktiviteter, bortvisning eller eksamen på særlige vilkår. Rektor er den øverste myndighed i disse spørgsmål og træffer afgørelser på baggrund af gymnasiets vurdering af den konkrete situation. Hvis eleven er under 18 år, informeres forældrene i forbindelse med alvorlige advarsler eller sanktioner. Se mere om dette i henholdsvis gymnasiets Fastholdelsesstrategi og i vores beskrivelse af håndtering af klager.