Intro for de nye 1g'ere

Kære kommende 1.g’ere!

Hjertelig velkommen til jeres første skoleår på Nordfyns Gymnasium. Ventetiden er snart forbi – I har med garanti været spændte i flere uger. Her bliver I glade for at være, og I vil møde en masse herlige mennesker.

Men den første dag på en ny skole vil altid være præget af mange sommerfugle i maven. Sådan skal det være. Vi kan berolige jer med, at dagen begynder stille og roligt med velkomst i skolens kantine. Der møder I jeres nye skolekammerater, lærere og introeleverne. Der er knyttet to introelever til hver klasse, og de vil sammen med jeres lærere være med til at give jer en rigtig god begyndelse på gymnasietiden. Efter velkomsten i kantinen følges de med jer ud på holdene, hvor der er morgenmad samt praktiske oplysninger og forskellige aktiviteter, der skal ryste jer sammen. Introeleverne er engagerede og søde piger og drenge fra 2.g og 3.g. I kan spørge dem, hver gang I er i tvivl - også løbende i de første uger. Om ikke andet ved de, hvor der kan findes svar.

Sideløbende med undervisningen vil der de første uger være forskellige ting, der har til formål, at I får et rigtigt godt sammenhold og kammeratskab, og at I lærer, hvad der forventes af gymnasieelever rent fagligt. Fredag den 18. august er der forældreaften og efterfølgende fest KUN for jer (og introerne), og den 21.-22. er der en ryste-sammen-tur for alle 1.g'ere med overnatning i det fri arrangeret af Team Tours. Derfor skal I huske kontanter til festen i løbet af den første uge (110 kr.) og pakke sovepose samt tandbørste til mandag den 21. Nærmere information følger.

Alle førsteårsstuderende har et kælenavn. På universitetet kalder man dem ruser, på Nordfyns Gymnasium kaldes 1.g'erne tit puttere, men det er kærligt ment, og I vil hurtigt opdage, at alle årgange har det rigtig godt med hinanden. "Alle har et godt forhold til hinanden både på tværs af klasser og årgange", siger Kaya fra 2.e. "Der er plads til alle!", fortsætter Frederik 3.d, og Mikkel fra 3.a tilføjer, at festerne, der kun er for skolens elever, er med til at give et godt sammenhold. De gode oplevelser og kammeratskabet mellem alle elever er med til at styrke fagligheden. Skolens elever fremhæver selv, at alle elever begynder samme sted og får samme introduktion til fagene, at skolen gør meget for at få alle med, bl.a. gennem ekstraundervisning (også for at de fagligt dygtige kan blive endnu dygtigere), og der er gode relationer til lærerne. Således er der et fagligt engagement hos både lærere og elever på skolen.

Vi glæder os til at se jer!

Intro-teamet

DSC_0559 Introteam 2017.jpg

 

Velkommen til Nordfyns Gymnasium

 

Kalender for 1. g’ernes første uger på Nordfyns Gymnasium:

Mandag den 14.8.17 I møder i kantinen kl. 8.30, hvor rektor byder alle velkommen. Dagens program præsenteres. Når I er kommet ud på jeres hold, serverer skolen boller og kaffe/te/juice. Dagen slutter senest. kl. 14.00.
Husk Årsskriftet samt kopi af afgangsbevis og penge til 1.g-festen.
Tirsdag den 15.8.17 Almindelig skoledag. Fotografering af alle 1.g'ere begynder kl. 8.30.
(Alle elever skal fotograferes til skolens elevkartotek).
Onsdag den 16.8.17 Almindelig skoledag.
Torsdag den 17.8.17 Almindelig skoledag.
Fredag den 18.8.17 Almindelig skoledag og forældreaften fra kl. 17 med efterfølgende fest fra 18.30.
Mandag den 21.8.17 Ekskursion ved Team Tours til Houens Odde (program følger).
Tirsdag den 22.8.17 Hjemkomst fra ekskursion ca. kl. 13
Onsdag den 23.8.17 Almindelig skoledag.